Københavns Politi efterlyser nu en mand, der i tirsdags stak to Rema 1000-ansatte i henholdsvis halsen og øret under et voldeligt røveri.
Manden beskrives som 35-45 år, 180-190 cm. høj og kraftig af bygning.
Han er østeuropæisk eller tyrkisk af udseende, oplyser Tomas Juel, vicepolitikommissær i Københavns Politi, Station City.
"Så har han en stor næse og uren hud med tendens til bylder i ansigtet. Han bar briller. Var iført en sort strik hue, sort jakke med hætte, sorte cowboybukser og hvide løbesko med sort bund," siger han til Newspaq.
Hobbykniven, der blev brugt under røveriet, knækkede og anrettede derfor kun overfladisk skade.
Selve røveriet var et butikstyveri, der udviklede sig voldsomt, idet gerningsmanden trak en stor hobbykniv, mod to ansatte.
Den ene blev stukket i halsen og den anden blev stukket gennem det ene øre. Kniven knækkede i forbindelse med angrebet, hvilket gjorde, at de ansatte kun kom overfladisk til skade.