Tre personer - heriblandt en politibetjent - er nytårsaften blevet overfaldet med kniv på Victoria Station i den engelske storby Manchester.
Det skriver flere medier, herunder nyhedsbureauet Reuters.
Den sårede politibetjent modtager ifølge avisen The Telegraph behandling for et knivstik i skulderen, mens yderligere en mand og en kvinde er blevet bragt på hospitalet til behandling for deres kvæstelser.
Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet kort før klokken 21 lokal tid, og oplyser tirsdag, at en 25-årig mand er anholdt.
Man efterforsker angrebet som en mulig terrorhandling, lyder det fra politiet i en udtalelse tirsdag.
- Vi behandler det som en terrorefterforskning, siger politimester Ian Hopkins på et pressemøde tirsdag ved middagstid.
Britisk politis antiterrorenhed leder efterforskningen.
Sam Clack, der er producer og journalist på tv-stationen BBC, var til stede på Victoria Station og overværede angrebet.
Han udtaler til den britiske avis The Telegraph, at gerningsmanden råbte "Allah" inden og under angrebet.
Han fortæller desuden, at manden råbte: "Så længe I bliver ved med at bombe andre lande, vil den her slags blive ved med at ske".
Knivangrebet foregik på én af Victoria Stations perroner.
- Jeg hørte et forfærdeligt skrig og kiggende ned langs perronen. Han kom løbende mod mig med en 30 centimeter lang køkkenkniv i hånden, fortæller Sam Clack til The Telegraph.
- Det var frygt. Ren frygt.
Clack beretter desuden via sociale medier, at gerningsmanden prøvede at forlade stationen, og at han var "helt dækket af blod".
En større gruppe betjente var dog til stede på stationen og overmandede gerningsmanden. Ifølge vidner brugte politiet en strømpistol og peberspray.
Britisk politi meddeler desuden, at betjente og ambulancereddere stadig er talstærkt til stede på Victoria Station.
/ritzau/