Der ligger mange tanker bag, når skuespillerinden Keira Knightley har fravalgt stort set alle roller i store Blockbuster film fremover. Ifølge hjemmesiden The Huffington Post har hun nemlig svært ved at håndtere den opmærksomhed, der følger med.
- Man kommer til et tidspunkt i livet, hvor man tænker: "Hvilken slags film kan jeg lave og stadig have et ordentligt liv?" Og de der milepæls-film gør det bare svært, konstaterer Knightley overfor magasinet Empire.
Det er blandt andet den enorme opmærksomhed fra paparazzi-fotograferne, der har fået skuespillerinden til at kaste håndklædet i ringen. Hun kunne ikke længere gå på gaden, uden der blev råbt grimme ting efter hende for at få hendes opmærksomhed.
- Det begyndte at blive farligt at blive forfulgt ned ad gaden, og jeg kunne ikke gå nogen steder uden min far, bror eller kæreste. Jeg tænkte: "Jeg er en voksen kvinde, der ikke kan gå ud alene". Jeg følte mig åndssvag, så jeg droppede det, fortæller Knightley.
Samtidigt har skuespillerinden svært ved den megen kritik, der følger med, når man er i filmbranchen. Og hun mener bestemt ikke, at hun behøver mere kritik.
- Filmindustrien er meget subjektiv. Man leder altid efter den perfekte stjerne, men får den aldrig, fordi der altid vil være nogen, der synes, man stinker. Sådan er det bare. Men jeg har i hvert fald haft min del af det (kritikken red.), konstaterer Knightley.
Den kendte Pirates Of The Caribbean-skuespillerinde er dog ikke stoppet helt med filmrollerne og kan i øjeblikket opleves i filmen "Seeking a Friend for the End of the World", hvor hun spiller sammen med Steve Carell, der er kendt for sine roller i komiske film.
/ritzau/