Ingen har ønsket at bygge et nyt stort fængsel på Falster inden for den økonomiske ramme, som er afsat.
Derfor har Kriminalforsorgen besluttet at udskyde udbudsrunden, fremgår det af en pressemeddelelse tirsdag.
- De priser, som Kriminalforsorgen har fået ind på bygning af fængslet, ligger så meget over budgettet, at projektet nu skal gennemgås nøje, inden det skal udbydes på ny, siger direktør Johan Reimann i pressemeddelelsen.
- Det er ærgerligt, at vi nu skal ud i en ny runde, men også et udtryk for rettidig omhu, fortsætter han.
Det var i 2009, at Folketinget vedtog at bygge det nye fængsel, som kommer til at ligge på Nordfalster. Budgettet er på lidt over en milliard kroner.
/ritzau/