Flere end 800.000 danskere kommer ikke til at kunne mærke regeringens skattelettelser.
Tværtimod får de en ekstraregning, fordi værdien af fradrag for blandt andet renteudgifter aftrappes fra 2012. Det skriver Børsen.
Det betyder, at Skat frem til 2019 må bruge op mod to milliarder kroner på at yde kompensation til borgere, der risikerer at tabe penge på skattereformen. Det viser tal fra Skatteministeriet.
Kompensationsreglen er en del af regeringens stort anlagte skattereformen, der indfases fra i år. Meningen med ordningen er at sikre skattelettelsernes effekt ved at kompenserer for de forringede fradragsmuligheder. Lettelsen på lønindkomsten skulle nemlig gerne overstige merudgiften ved fradragsmulighederne.
Men for nogle ender kompensationen i et rundt nul.
"Det er typisk folk med lave indkomster og meget store fradrag, der indgår i kompensationsordningen," siger chefkonsulent i skatteministeriet Hans Mølgaard Christensen til Børsen.