I Albanien er dødstallet efter et stort jordskælv tirsdag steget til 49, mens flere end 5000 har måttet forlade deres hjem.
Det oplyser landets premierminister, Edi Rama.
Jordskælvet, der blev målt til en styrke på 6,4, rystede store dele af Albanien tirsdag morgen.
Det betød, at mange familier lå og sov, da deres huse styrtede sammen.
- Vi er alle berørte og ramt af tragedien, siger premierminister Edi Rama.
Jordskælvet har forårsaget de største skader ved kysten til Adriaterhavet. Havnebyerne Durrés og Thumane er særligt hårdt ramt.
Her er adskillige mennesker fundet under murbrokkerne fra sammenstyrtede huse, hoteller og lejlighedskomplekser.
Pårørende har siden tirsdagens tragedie kunne se, hvordan redningsmandskab har bjærget adskillige lig ud af ruinerne.
Omkring 45 personer er blevet reddet ud af murbrokkerne i live.
I byerne Durrés og Thumane er omkring 2000 mennesker blevet indkvarteret på hoteller og andre steder. Enten fordi deres hjem er blevet smadret eller på grund af de hundredvis af efterskælv, der har gjort det usikkert at opholde sig i deres eget hjem.
I hovedstaden Tirana har omkring 3500 personer forladt deres hjem og flyttet på herberg eller modtagecentre. Andre er flyttet hen til familiemedlemmer af frygt for nye skælv, oplyser Edi Rama.
Der er ikke registreret nogen dødsfald i Tirana i forbindelse med jordskælvet. Men omkring 70 bygninger og 250 hjem er blevet beskadiget, siger premierministeren.
Den kommende tid skal eksperter vurdere risikoen for, at de beskadigede bygninger styrter sammen.
- Situationen med beskadigede bygninger er lige så farlig som på den første dag, siger forsvarsminister Olta Xhacka. Hun opfordrer derfor folk til at forlade de huse, der er blevet beskadiget i jordskælvet.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP