En 62-årig knallertkører er i livsfare, efter at han mandag forulykkede på sin knallert på Ringstedvej i Næstved, oplyser politiet.
Manden har fået skader i hovedet og er bragt til Rigshospitalets traumeafdeling i København, hvor lægerne kæmper for at redde hans liv.
Manden kom kørende ad Ringstedvej, da knallerten af en eller anden grund ramte kantstenen, så føreren styrtede af.
- Han havde styrthjelm på, men alligevel pådrog han sig skader i hovedet og er i livsfare, siger vagtchef Ehm Christensen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den kvæstede mand kommer fra Karrebæksminde i nærheden af Næstved.
Politiet har ikke kunnet afhøre ham, og der er ingen vidner til ulykken. Derfor er det uklart, hvordan manden mistede kontrollen over knallerten.
/ritzau/