To tørstige tyve på knallerter forsøgte i går aftes at få slukket deres tørst ved at lænse det lokale pizzeria for drikkevarer.
Det skete i Holme-Olstrup på Sydsjælland, men da de 18 og 19-årige tyve susede af Næstved til på deres køretøjer, blev de stoppet af politiet.
Knallertdrengene var nemlig blevet set af lokale beboere, der havde meldt deres ugerning til politiet.
Udbyttet fra indbruddet viste sig at være to rammer sodavand og to rammer chokolademælk, og de to måtte en tur med på stationen i Næstved, selvom den ene prøvede at tage spurten ud over marken. Han blev dog hurtigt hentet af den noget hurtigere politihund.
Det viste sig også, at de to ikke bare var tyve på knallerter, men også knallerttyve. Begge knallerter var nemlig stjålet. Den ene af de to knægte have også en bushammer, så han blev samtidig sigtet for brud på våbenloven.