Neymar er manden, som den brasilianske befolknings håb om en Copa America-titel i høj grad hænger på. Derfor var holdets første hele træning inden turneringen også bekymrende for brasilianerne.
Tydeligvis generet af smerter i venstre knæ måtte Neymar opgive at fuldføre træningen og gik i stedet i omklædningsrummet med holdets læge.
Den 27-årige angrebsstjerne fra Paris Saint-Germain har haft en skadeplaget sæson og har kun spillet fire kampe for klubben, siden han i slutningen af april vendte tilbage efter et brud i højre fod.
Meldingen før træningen lød ellers på, at Neymar skulle være tilbage på 100 procent, når holdet i starten af juni havde spillet et par træningskampe.
Endnu er der ingen forlydender om, hvor alvorlige knæproblemerne er, men det er ikke et godt tegn for en spiller, som i forvejen har siddet ude i lang tid med en skade.
Der har været en del tumult omkring Neymar siden hans comeback for PSG. Da holdet chokerende tabte pokalfinalen til Rennes, slog brasilianeren ud efter en fan, som provokerede ham.
Det kostede tre spilledages karantæne. En dom, som hans klub dog har appelleret.
Selv om appelsagen endnu kører, har Brasiliens landstræner Tite valgt at fratage Neymar anførerbindet på landsholdet på grund af episoden. Det kommer i stedet til at sidde på veteranen Dani Alves.
Copa America har i år ekstra stor betydning for Brasilien, som er vært for turneringen.
Samtidig har den stolte fodboldnation ikke vundet den kontinentale titel siden 2007. Siden da har først Uruguay og siden Chile to gange snuppet Copa America-trofæet.
Turneringen går i gang 14. juni.
/ritzau/AP
/ritzau/AP