Vejen til at undgå voldelige tilskuere ved fodbolkampe går gennem klubberne. Præsidenten for det internationale fodboldforbund FIFA, Sepp Blatter, mener tilsyneladende, at tilskuervolden mindskes, hvis man straffer klubberne.
»Den schweiziske højesteret bekræftede for nyligt, at vi kan straffe klubber med minuspoint, tvangsnedrykning og udelukkelse,« siger Blatter til den schweiziske avis SonntagsZeitung.
Han mener, at det er op til de enkelte landes forbund at samarbejde med myndighederne, for at få klarlagt hvilke pressionsmidler, de kan bruge.
»Vi vil gribe ind over for alle former for diskriminering, både racisme, politisk og religiøs ekstremisme, men vi kan kun handle inden for rammerne af vore regler. Nationale fodboldforbund bør samarbejde med myndighederne i landet,« siger han.
Udtalelserne kommer efter de seneste ugers voldsomme uroligheder i Italien, hvor en betjent blev dræbt.