Noget er muligvis gået helt galt på et laboratorium i Pitbright, Storbritannien.
I hvert fald er Storbritannien rystet over et pludseligt udbrud af mund- og klovsyge efter at have undgået sygdommen i seks år. Nu har myndighederne identificeret hvilken mund- og klovsyge-virusart, der er tale om. Den er fuldstændig magen til den type, der bliver dyrket i et laboratorium ved Institut for Dyresundhed knap fem kilomter fra den gård, hvor sygdommen er dukket op. Det skriver BBC.
- Indtil videre ser det ud til, at der er tale om en lignende virus, som blev isoleret fra et mund- og klovsygeudbrud i Storbritannien i 1967, skriver de engelske fødevare- og miljømyndigheder i en pressemeddelelse.
De engelske fødevaremyndigheder kan ikke med garanti sige, at der er tale om en undsluppet virus, men de har øget beskyttelses- og overvågningszoner i området. Samtidig har man straks begyndt en risikovurdering af sikkerheden ved instituttet.
Virus findes ikke naturligt
Virustypen finder man normalt i dag ikke naturligt i dyr. Den bliver udelukkende brugt til at lave vacciner og til forskellige forsøg for at forske i mund- og klovsyge. Indtil videre har man stoppet produktionen af vacciner med virusen på laboratorierne ved instituttet. Samtidig fortsætter myndighederne med at prøve at finde en kilde til udbruddet.
Indtil videre er 64 stykker kvæg, der er smittet med sygdommen, blevet slagtet. Smitten har så vidt vides ikke spredt sig til andre landbrug, mener myndighederne efter at have testet nærliggende gårde.
Et udbrud i 2001 i Storbritannien førte til slagtningen af mellem 6,5 og 10 millioner kvæg med en regning på 85 milliarder kroner.
Herhjemme mener myndighederne ikke, at der er nogen fare for, at smitten er kommet til landet.
- Foreløbige undersøgelser af dette års import viser, at der ikke er importeret dyr siden 22. maj, og derfor er risikoen for, at sygdommen skulle være kommet til Danmark ad den vej, meget begrænset, er meddelelsen fra Fødevarestyrelsen.
Generelt er sikkerheden tip-top både herhjemme og i England. Derfor kunne der i teorien også ske virusudslip herhjemme.
- Vi har kun et sted i Danmark, der lige er åbnet på øen Lindholm, hvor vi forsker i disse virus, og på det laboratorium har vi særdeles skrappe sikkerhedsforanstaltninger. Men det har de også i England, så man kan jo aldrig lave noget, der er 110 procent sikkert. I dette her tilfælde er der altså sket noget, der slet ikke må eller bør kunne ske, siger chefkonsulent Stig Mellergaard fra Fødevarestyrelsen.