Egentlig var det slut. Casper Christensen og Frank Hvam havde meldt ud, at syvende sæson af “Klovn” var den sidste. Men så kom ottende sæson alligevel sidste år - og nu er makkerparret såmænd også klar med sæson 9 af hitserien.
Det fortæller TV2 i en pressemeddelelse.
- Det er en god sæson. Det har været en næsten barnlig glæde at lave de to seneste sæsoner. Måske er det de to bedste sæsoner nogensinde. Det siger vi hver gang, men denne gang mener vi det, siger Casper Christensen og Frank Hvam i pressemeddelelsen.
Den nye sæson har fået titlen “Senfølger”, som i dette tilfælde ikke er coronarelateret, men derimod hentyder til, at Franks liv er ”en lang række af senfølger – altså konsekvenserne af hans handlinger”.
På rollelisten i serien finder man sædvanen tro en række kendte navne, og i sæson 9 kan man blandt andre opleve de to tidligere ministre Bjarne Corydon og Søren Pind, musiker Simon Kvamm og tv-værterne Anders Breinholt og Sofie Linde.
Den nye sæson af “Klovn” får premiere på TV2 Play 17. juli.