Der var store forventninger til Casper Christensen og Franks Hvams nyeste pinligheder, og indtil videre lever salget af biografbilletter fuldt op til forhåbningerne.
Det fortæller marketingschef Frederik Honoré fra Nordisk Film, der står for distributionen af filmen, til Ekstra Bladets netavis.
"Salget af billetter er gået over al forventning. Vi har haft stor konkurrence fra håndboldpigerne og et ustyrligt vejr i weekenden, men danskerne er alligevel taget i biografen," siger han til hjemmesiden.
For få dage siden meldte han ud, at man i Nordisk Film håbede på, at Klovn-filmen ville blive set af 70.000 danskere, inden weekenden var omme.
Men det er gået endnu bedre. Faktisk mere end dobbelt så godt. For søndag aften havde comedy-klovnene Hvam og Christensen allerede trukket 167.000 ind i biografmørket.
De tal vækker naturligvis glæde.
"Nu har jeg selv set filmen nogle gange. Og at tage efter folks humør i biografen, så kommer det til at gå rigtig godt. Lad os sige, at 150.000 har haft en god oplevelse i biografen. Det er nok den bedste anmeldelse, vi kan få," siger Frederik Honoré.
Udover det faste makkerpar byder filmen på skuespillerpræstationer fra blandt andre Bent Fabricius-Bjerre, Medina og Jørgen Leth.
Kilde: Ekstra Bladet