Klogeåger og dummepetere.
Folkeskolen skal favne vidt og bredt, men hvis det skal lykkes, skal undervisningen tilrettelægges mere differentieret. Det mener psykolog Ole Kyed, der netop nu er aktuelt med en ny bog kaldet De intelligente børn .
Brug for andre opgaver
- Hvordan kan det gøres?
»Det er ikke længere nok, at lærerne læser lærerplanerne. De bliver også nødt til at læse de enkelte børn og så tilrettelægge undervisningen derefter. Det dur ikke, at mange lærere for eksempel giver de særligt intelligente børn flere af de samme opgaver, hvis de i de små klasser er lynhurtige til at løse dem. Så keder de sig bare og risikerer at miste interessen for at lære og lave lektier. De har brug for andre, udfordrende og stimulerende opgaver. Lærerne skal simpelthen turde at lade nogle børn accelerere,« siger Ole Kyed.
Det kan for eksempel gøres ved at spørge forskelligt til samme emne.
»Der kan for eksempel spørges forskelligt til tiden. Almindeligt begavede børn kan få spørgsmålet: »Hvad er klokken på uret her?« Mens de særligt intelligente børn kan få spørgsmålet: »Hvad er tiden egentlig for noget?« For de højt begavede børn har brug for at blive udfordret på et helt anderledes abstrakt niveau for at have lyst til at gå i skole, lære og lave lektier,« siger Ole Kyed.
Besværlige elever
Han har skrevet sin nye bog for at gøre opmærksom på, at skolen alt for ofte svigter de særligt intelligente børn. Noget som bliver anskueliggjort gennem 10 forældrepars meget personlige beretninger om deres særligt intelligente barn eller børns oplevelser med skolegangen.
Her fremgår det, at de intelligente børn i deres mistrivsel, kedsomhed eller ensomhed ofte bliver indelukkede eller udfarende. Slet og ret besværlige elever.
- Hvorfor svigter folkeskolen de særligt intelligente børn?
»Det skyldes nok en blanding af overbebyrdelse af opgaver samt uvidenhed, manglende indsigt og forståelse for børn, som har et medfødt godt indlæringspotentiale. Men det skyldes også, at vi i Norden traditionelt har, og har haft, fokus på de børn, der har svært ved at følge med, frem for på dem, der har let ved det. Og så er der noget jantelov i det. Men disse børn har jo også krav på og brug for at få taget deres behov alvorligt,« siger Ole Kyed og understreger:
»Disse børn har jo en masse at give, men de får ikke mulighed for det.«
Bogen udkommer torsdag den 29. marts.