Vi kan se alt, hvad en global opvarmning medfører med skræmmende tydelighed. Vi behøver ikke at spekulere os frem til diverse scenarier. Det hele ligger lige for øjnene af os i ældgamle aflejringer dybt i Nordatlaten.
Det hele er nemlig sket før. Ekstreme ændringer har før ført til en grundlæggende ændring af vilkårerne på kloden for alt og for alle.
Og nu ved vi hvorfor, hvor hurtigt det gik, og ikke mindst hvor bekymrede vi har grund til at være.
- Hvis vi ikke mindsker vores CO2 udslip nu, så viser fortiden os, at der er grund til at være meget, meget bekymrede. For 55 millioner år siden uddøde store dele af livet, og kloden blev ændret fundamentalt, siger Michael Storey fra RUC.
Han står bag banebrydende indsigt om klodens fremtid, som fredag blev offentliggjort i det ansete tidsskrift Science.
Langsom opvarmning
For 55 millioner år siden skabte vulkanske eksplosioner selve Nordatlanten og løsrev Grønland fra Europa.
I løbet af ganske kort tid, men nærmest i slowmotion i forhold til nu, skete en opvarmning af kloden, der gjorde havet ved nordpolen 25 grader varmt, og som udslettede en god del af livet i oceanerne med ren syre. På 10.000 år blev der ført så meget CO2 ud i atmosfæren, at det tog naturen 100.000 år at ryste temperaturastigningen på seks grader af sig.
Dengang var jorden generelle temperetur højere. Til gengæld er CO2 udslippet i dag 20 gange større.
Løst gåden
Michael Storey og hans internationale forskerteam har nu løst gåden om, hvorfor der pludselig blev frigivet så mange drivhusgasser i atmosfæren.
- Den ekstreme undersøiske varme fra vulkanudbruddene gjorde, at naturen frigav enorme gasmængder. Det er det samme der sker i dag, blot med den forskel at det ikke er naturen, der gør det, men os selv, siger han.