Den danske miljøminister, Troels Lund Poulsen (V) fremlægger en ny vandplan, hvor han vil have kommunerne til at bygge 1.250 bassiner, hvor kloakvandet kan ligge, indtil der er plads til, det bliver renset i renseanlæggene.
Den meget omfattende vandplan vil løbe op i 180 millioner kroner, der skal finansieres ved hjælp af spildevandsafgiften.
Men vandplanen skal ikke tvinges igennem. Miljøministeren henviser til EU-reglerne, som skal opfyldes, men kommer ikke nærmere ind på, hvilke andre muligheder kommunerne har.
"Men det er lige så klart, at jeg har ansvaret for, at vi når målet i EU's vandrammedirektiv. Det indebærer, at kommunerne ikke kan lukke urenset spildevand ud i omgivelserne," forklarer ministeren til Berlingske Tidende.
"Hvis de kan dokumentere, at de kan forhindre det med andre midler end overløbsbassiner, er det i orden. Der er valgfrihed, når det gælder midlerne. Men det er ikke valgfrit, om vi vil overholde EU's direktiver," siger Troels Lund Poulsen.