Det kommende regentpars tvillingefødsel på Rigshospitalet forløb lige efter planen.
Det fortalte klinikchef Morten Hedegaard i forbindelse med et improviseret pressemøde efter fødslen.
"Det var nærmest en drømmefødsel. Børnene havde fint før fødslen, og det gik som det skulle. Det fås ikke bedre, så vi har svært ved at få armene ned," lød det fra chefen for lægeteamet.
Tvillingerne - en dreng og siden en pige - vejede henholdsvis 2674 gram og 2554 gram.
"En vægt på over to og et halvt kilo er fint for tvillinger," fortalte Morten Hedegaard.
Kronprinsesse Mary havde først termin den 17. januar og fødte således halvanden uge før.