Canadiske forskere har opdaget, at en kæmpe flage af den arktiske havis har revet sig løs fra øen Ellesmere Island, nord for det canadiske fastland. Episoden, der fandt sted for 16 måneder siden, men først er blevet opdaget nu, bekymrer forskerne:
»Dette er en dramatisk og bekymrende begivenhed. Den viser, at vi er ved at miste dele af Nordcanada, som har været der i mange tusinde år. Vi har nået en klimatisk tærskel og det kan være et tegn på en accelereret udvikling i klimaforandringer«, siger klimaforsker Warwick Vincent fra universitetet i Laval til AP. Han har forsket i regionen i ti år og har aldrig set noget lignende.
Den kæmpemæssige isflage flød cirka 50 kilometer væk fra kysten, før den frøs fast med havisen, men forskere anslår, at den løsriver sig igen til foråret. I så fald kan den blive en farlig forhindring for skibstrafikken i området.