Når klimatopmødet starter i København til december, kan vrede demonstranter risikere at blive anholdt uden at have gjort noget ulovligt.
For for at forhindre gadekampe har politiet tænkt sig at lave forebyggende anholdelser.
"Ved at skride ind tidligt kan vi forebygge, at tingene udvikler sig. Og i virkeligheden beskytter man også folk mod at få ørene meget alvorligt i maskinen, før de begynder at kaste med brosten," siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg til Politiken.
Med loven i hånden kan politiet anholde folk, der ikke har gjort noget ulovligt, men som befinder sig i en demonstration. Og de kan tilbageholdes i seks timer.
Politiet understreger dog, at fredelige aktivister i fredelige demonstrationer ikke vil blive anholdt.
Jørn Andersen sidder i bestyrelsen for Klimabevægelsen og er medarrangør af en planlagt demonstration under topmødet. Han frygter netop, at også de helt fredelige demonstranter pludselig bliver set som ballademagere.
"Det er et demokratisk problem, hvis man laver vilkårlige præventive anholdelser af folk, som protesterer. Man anholder jo folk, som ikke har gjort noget ulovligt, fordi man frygter, at de vil komme til det," siger han til Politiken.