Både klimaaktivisterne og politikernes hårde arbejde kan nu vise sig at være ganske forgæves. Den internationale avis Financial Times har i dag en artikel på forsiden, der bringer kritik fra en lang række lande. Overskriften lyder: 'Alliance bag klimaaftale smuldrer'.
Problemet bunder i, at de fire såkaldte BASIC-lande: Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina har fået kolde fødder, efter de tidligere meldte ud, at de sammen med USA støttede aftalen.
Nu kritiserer Brasilien aftalen og kalder den 'skuffende,' fordi der ikke er tilstrækkelig med støtte til de mest fattige lande.
Den Sydafrikanske miljøminister Buyelwa Sonjica er også langt fra tilfreds. Hun mener, det er uacceptabelt, at der ikke blev skabt en juridisk bindende aftale og fortæller, at den Sydafrikanske delegation overvejede at forlade mødet i protest.
"Vi forsvarer ikke dette, for os er det ikke acceptabelt, det er afgjort ikke acceptabelt," siger hun ifølge Financial Times.
Financial Times nævner dog også, at 100 lande stadig støtter klimaaftalen.