Det er snart slut med at skovle sne om vinteren og fryse om sommeren. Til gengæld er der udsigt til varmere sommer og bedre muligheder for at dyrke grøntsager eksempelvis i egen baghave. Det skriver 24timer.
Avisen har, efter at FN s klimapanel i weekenden kaldte den globale opvarmning for den største udfordring, som verden står over for, talt med to af landets førende klimaforskere. Og mens verden under ét har ganske meget at frygte, vil den globale opvarmning ikke som sådan ramme Danmark negativt.
- I den sammenhæng ligger Danmark i et smørhul. Vi kan sagtens tåle de temperaturstigninger, som rapporten forudser. Vi får et klima, som ligger tæt på det, vi kender i Nordfrankrig. Så vi
kan se frem til at kunne få et større udbytte på markerne og dyrke vin,
som i kvalitet ligger tæt på disse områders, fordi sæsonen bliver
længere, siger Jørgen E. Olesen, der er forskningsprofessor ved det jordbrugsvidenskabelige fakultet ved Aarhus Universitet og medlem af FN s klimapanel.
Forskningsleder på Danmarks Meteorologiske Institut, Jens Hesselbjerg Christensen, er enig i den vurdering.
- Klimaændringerne vil have en begrænset effekt på Danmark isoleret set. Vandet vil stige en smule, men ikke mere, end vi tidligere har oplevet. Det kan vi sagtens forebygge os ud af ved eksempelvis at bygge diger eller udvide kloaknettet, siger han.