Herrelandsholdets EM-triumf får måske flere positive sidegevinster. For med titlen er Danmark kvalificeret til OL til sommer.
Og det kan nu lokke en af dansk håndbols helt store profiler gennem de sidste to år tilbage i rødt og hvidt.
FCK s Klavs Bruun Jørgensen havde egentlig meldt fra til landsholdet for at kunne være mere sammen med sin 13 måneder gamle søn, Aksel. Men efter at have talt med hustruen Rikke Hørlykke, som selv har vundet OL-guld med kvindelandsholdet, begynder Kina at trække i den 33-årige FCK er.
- Jeg er i hvert fald nået så langt, at jeg ikke længere vil udelukke et comeback, siger Klavs Bruun Jørgensen til Ekstra Bladet.
Selv om man ikke kan tale sig på landsholdet, så er der god chance for, at der er en plads klar til Klavs Bruun, hvis han får sulten tilbage. Landstræner Ulrik Wilbek har nemlig flere gange forsøgt at lokke højre backen tilbage. På netop den plads er landsholdet nemlig relativt tyndt besat.
- Ulrik kontaktede mig så sent som en måneds tid før, han udtog EM-holdet. Hvis ikke interessen havde været så stor fra landstrænerens side, havde jeg slet ikke overvejet at vende tilbage, siger Klavs Bruun Jørgensen til Ekstra Bladet.
I dag forventes det, at han præsenteres som kommende træner i Albertslund/Glostrup, men først fra om halvandet år.