Klavs Bruun Jørgensen, der er på vej til håndbold-VM i Kroatien som afløser for den skadede Kasper Søndergaard, sidder over ved lørdagens kamp mod Polen. Det samme gør Lasse Svan Hansen ifølge sporten.dk.
Fløjspiller Lasse Svan, der til daglig spiller i Flensburg-Handewitt, har ikke været meget på banen under VM og skal altså også være tilskuer, når håndboldherrerne møder polakkerne i den første mellemrundekamp.
Klavs Bruun Jørgensen fra FCK Håndbold kommer først til lejren i Kroatien lørdag eftermiddag. Landstræner Ulrik Wilbek meddelte allerede fredag, at Klavs Bruun tidligst kommer til at spille i søndagens kamp mod Makedonien.