Flertalsdiktatur. Det er et af ordene, som flere af medlemmerne af Københavns Borgerrepræsentation bruger i deres kritik af Teknik–og Miljøborgmester Klaus Bondam (R).
Han beskyldes for at være enerådig og arrogant og for at lede udvalgsmøder, hvor det politiske mindretal enten latterliggøres, ignoreres eller mødes med irritation og raseriudbrud, når medlemmerne stiller spørgsmål til dagsordenen.
- Jeg har aldrig tidligere oplevet noget lignende i min tid som politiker. Klimaet i Teknik– og Miljøudvalget er ekstremt dårligt, og det gør dels møderne ulidelige at komme igennem, og dels resulterer det i, at mange sager ikke realitetsbehandles, fordi beslutningerne er truffet på forhånd, siger den tidligere socialdemokratiske miljøborgmester Winnie Berndtson til Berlingske Tidende.
Det bliver bakket op af Karin Storgaard fra Dansk Folkeparti og Jesper Schou Hansen fra Venstre.
Samarbejdsproblemerne i udvalget er tidligere blevet diskuteret på et møde, men ifølge kritikerne er forholdene stadig uacceptable. Så uacceptable, at Karin Storgaard foreslår at man hyre en professionel kritikmægler.
Det vil Klaus Bondam ikke afvise, selvom han finder kritikken forkert,
- Det er rigtigt, at bølgerne tidligere er gået højt, men det er min opfattelse, at det er blevet væsentligt bedre det sidste halve år. Og selvfølgelig skal man altid respektere mindretallet, men man må og skal også respektere, at der er et politisk flertal, der vil noget andet end det, man selv vil, siger han til Berlingske Tidende.