Mere end hver tredje danske vælger stoler ikke på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Det viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget for BT.
Ifølge Gallup har 37 procent af vælgerne mistillid eller overvejende mistillid til statsministeren.
I det hele taget klarer Lars Løkke Rasmussen sig dårligt på stort set alle parametre, Gallup har undersøgt.
Således mener 44 procent, at han ikke opfylder sine valgløfter, 34 procent mener, han klarer statsministerhvervet dårligt, og kun 15 procent af vælgerne mener, at han har klaret sig bedre efter sidste efterårs dannelse af VLAK-regering.
Han får dog et flot skulderklap for sin ageren på den internationale politiske scene. Her mener 53 procent, at han gør det godt.
Ud med VLAK, ind med DF
Vælgerne til højre for midten skyder desuden den siddende regering ned, hvis blå blok vinder næste valg.
Kun 20 procent ser en fortsættelse VLAK-regeringen, mens hver fjerde vælger gerne ser et rent samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Venstre.
12 procent mener, at et blåt flertal skal udnyttes til at danne en regering bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.
Desuden mener lidt mere end hver tredje vælger ifølge Gallup, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil være at foretrække frem for Lars Løkke Rasmussen, som kun får godt hver fjerde vælgers opbakning til at tage en runde mere på statsminsterposten.