Det er helt lovligt at arrangere pokerturneringer i Danmark. Også selvom der er store pengesummer på højkant.
Det viser en principiel sag fra retten i Lyngby, hvor der netop er faldet dom.
I Danmark er det ulovligt at holde såkaldte hasardturneringer uden tilladelse, men kun, hvis spillet handler om held. Og det gør poker altså ikke, fastslår retten efter at have set på flere internationale undersøgelser af spillet.
- Efter bevisførelsen finder retten det ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne anse det for godtgjort, at den form for turneringspoker - Texas Hold Em - der spilles i Dansk Pokerforbund kan betegnes som hasard i straffelovens forstand, hedder det i dommen.
Den tidligere formand for Dansk Pokerforbund blev derfor frikendt i sagen. Anklagemyndigheden har nu to uger til at overveje, om dommen skal ankes til landsretten.