Hvis du er den heldige ejer af en klaphat, ligger du snart inde med noget nær et klenodie.
I mere end 20 år har klaphatten være en fast del af roligan-uniformen, men nu er det slut: Når den sidste klaphat er solgt, bliver der ikke bestilt flere. Det skriver Ekstra Bladet.
Det er den nye formand for Roliganklubben, Kenn Rønning, der varsler nye tider for danske fodboldfans.
Han mener, at der er for meget karikatur over billedet af en fuld roligan, der spiser grillpølser. Derfor har Roligan-klubben kasseret den stribede badedragt og det rød-hvide halstørklæde med teksten Vi er stive, men i live . Og så bliver der ikke bestilt flere klaphatte.
Kenn Rønning siger til Ekstra Bladet, at fankulturen har ændret sig, og at det nu skal handle om fodbold.
De nye roligan-tider indledes på lørdag, når Danmark møder Sverige i Parken.