Får, heste, svin og fjerkræ er tilsyneladende slagtet under særdeles uhygiejniske forhold på to gårde i Nordvestjylland - og solgt videre til forbrugerne ved stalddøren.
- Slagtningen af dyrene er foregået ulovligt, uden dyrlægekontrol og under særdeles uhygiejniske forhold.
Det kan heller ikke udelukkes, at dyrene har været syge inden
slagtning, og der er således risiko for, at kødet indeholder
sygdomsfremkaldende bakterier eller er fordærvet, skriver Fødevarekontrollen i en pressemeddelelse.
Derfor opfordrer Fødevarekontrollen forbrugere til at smide kød ud, der er købt hos Henning Møller Adbølvej 4 i Vestervig eller hos Jan Nielsen, Futtrupvej 5 i Hurup i det vestlige Nordjylland nord for Nissum Bredding.
På gården i Vestervig fandt Fødevarekontrollen en større mængde slagteaffald og tre kummefrysere med kødvarer. I Hurup fandt man desuden to frysere med kød af samme type som i Vestervig. Alt kødet har været pakket i almindelige fryseposer og har ikke været mærket af nogen art.
Fødevarekontrollen kom på sporet af de to kød-sælgere efter tip fra borgere, der har haft mistanke om, at der foregik salg af ulovligt kød.
Et team bestående af Fødevareregion Nord, Fødevarekontrollens rejsehold og politiet slog til torsdag og anholdte de to kødsælgere.