Mange skoleelever undgår toiletbesøg, fordi toiletterne er for uhumske.
Derfor blev der sidste efterår afsat en pulje på 100 millioner kroner til skoletoiletterne i forbindelse med finanslovsaftalen.
Men ifølge en opgørelse fra Indenrigs- og Socialministeriet rækker puljen langt fra.
22 kommuner har nemlig søgt om et samlet beløb på 126 millioner kroner.
Formanden for Skolelederne, Anders Balle, er ikke overrasket over opgørelsen.
"Vi har fra dag ét vidst, at de 100 millioner kroner ikke ville slå til. Det er selvfølgelig en håndsrækning, som vi anerkender, men det er slet ikke tilstrækkeligt," siger han til 24timer.
Charlotte Guldberg, formand for Børnerådet, kritiserer ligeledes de toiletforhold, som eleverne må tage til takke med.
"Det burde slet ikke være et problem for børnene, mens de er i skole. Det er jo en menneskeret at komme på toilettet," siger hun.