Otte plejekrævende beboere og otte flygtninge skal genhuses, efter der er observeret skadedyr indenfor på Plejecenter Tebstrup i Skanderborg.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som har valgt at lukke den del af centret, der hedder Baunegården, indtil der er fundet en løsning på problemet.
Det skriver TV2 Østjylland.
- Vi har fuld fokus på patienternes sikkerhed og tryghed. Heldigvis lykkes det at finde genhusning til alle plejekrævende beboere på andre plejecentre i kommunen, fortæller Cecilie Petersen, der er teamleder på Baunegården, i en pressemeddelelse.
Lukningen kommer efter personalet flere gange de seneste dage har observeret problemer med skadedyr - blandt andet "unormal støj og aktivitet i en etageadskillelse".
Baunegårdens personale følger med beboerne for at sikre, at de er trygge i de midlertidige rammer. De otte flygtninge genhuses på Bakkedraget i Hørning, som netop er bygget om for at huse flygtninge, skriver kommunen i pressemeddelelsen.
Ingen beboere har været i kontakt med skadedyr, og ingen skadedyr har været i kontakt med fødevarer.