Skatteankestyrelsen har travlt. Rigtig travlt. Klagesager over ejendomsvurderinger strømmer ind, og allerede nu er der op til halvandet års ventetid på en afgørelse.
Det skriver DR Nyheder.
Indtil videre har 7500 danskere klaget over de gamle ejendomsvurderinger. Det er på trods af, at daværende skatteminister Holger K. Nielsen lukkede for klagekassen for gamle ejendomsvurderinger tilbage fra 2011.
Dermed er der langt op til endnu en kæmpe bølge klager til Skatteankestyrelsen, når der igen bliver åbnet for sluserne.
- Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det ikke i orden. Alle de mennesker sidder i et limbo og venter på, om de får ret i deres klager eller ej. Så det er bestemt ikke rart, siger leder af ejendomsafdelingen i revisionsfirmaet PWC, Jesper Wiinholt, til DR Nyheder.
Han står bestemt ikke alene. Landsformand for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær, kalder situationen en skandale.
- Det er uforskammet, at folk skal finde sig i, at det tager så lang tid at klage, og desuden får stort set alle standardbehandlingen, og det er et afslag, lyder det.
Et ekspertudvalg fremlægger senere i dag et bud på et nyt system for ejendomsvurderinger, men det forventes ikke, at et nyt system er på plads får 2017.