Kommunernes topforhandler, Mads Lebech, kontakter pædagogernes fagforening, BUPL, for at genoptage forhandlingerne om en overenskomst for de strejkende pædagoger. Det skriver dr.dk.
Strejken startede den 19. maj, og den har ramt 15 kommuner. Helt konkret er 122.000 børn berørt at strejken.
- De (familierne, red.) har været ramt nu i to-en-halv-uge og nogen tidligere i tre uger hos FOA. Det gør ondt i hjemmene, siger Mads Lebech til Ritzau.
Derfor vil han gerne drøfte hvordan man kan bruge lønrammen på en anden måde med formanden for BUPL. De strejkende pædagoger er blevet tilbudt 12,8 procent i lønstigning.
To aftaler forkastet
Kommunernes Landsforening og BUPL har allerede indgået to aftaler, hvor den første blev forkastet af BUPL's hovedbestyrelse. Den anden gang var det medlemmerne af BUPL, som stemte nej.
- Hvis BUPL har en tredje mulighed i forhold til de to, som vi tidligere er blevet enige om, er jeg åben for at drøfte det, siger Mads Lebech, som foreslår at BUPL overvejer, om man kan overtage den model på pædagogområdet, som FOA-medlemmerne har stemt ja til.