Det skal gøres ulovligt at ryge på skoler og i børnehaver - både indendørs og udendørs.
Det foreslår Kommunernes Landsforening i et nyt udspil, som omhandler et totalt rygeforbud indendørs i kommunale bygninger.
"Det er naturligt for kommunerne at arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse, for vores medarbejdere har en tæt, daglig kontakt til borgerne på bl.a. daginstitutioner, skoler, jobcentre og ældrepleje," siger formanden for Kommunernes Landsforenings social- og sundhedsudvalg, Tove Larsen (S), til nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Kommunernes udspil kommer i kølvandet på Forebyggelseskommisionens rapport, som for nyligt ligeledes anbefalede en strammere rygelov.
Deres forslag gik på at rygning på enmandskontorer, i særlige rygerum og på små værtshuse skulle forbydes.
Det er dog usikkert om kommunerne kommer langt med deres forslag. Regeringen er nemlig imod at stramme mere på rygereglerne.