Landets kommuner vil gerne være med til at afskaffe regelbøvlet på beskæftigelsesministeriets område.
Men Inger Støjbergs nye kampagne 'Væk med bøvlet, Inger' er ren "pincet" og "neglesaks", hvor der skal tages langt skrappere midler i brug for at komme regeljunglen til livs.
Det mener Kommunernes Landsforening.
"Det er fint med regelsanering. Det er også fint, når beskæftigelsesministeren opretter en elektronisk postkasse, hvor borgerne kan indsende deres forenklingsforslag. Men det er ikke helt nok, når erfaringen er, at hver gang en regel fjernes, skyder der flere nye frem. De seneste tre år er der f.eks. kommet én ny regel om ugen," siger Erik Nielsen, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.
KL peger på, at en række nye regler går stik imod planen om at forenkle reglerne. Det gælder bl.a. masseaktivering af unge ledige, tvungne samtaler med langtidssygemeldte og samtaler hver måned med alle langtidsledige.
"Der er brug for ægte reformer, hvor man starter forfra og skaber et system, der faktisk lever op til sit formål, nemlig at skabe en effektiv beskæftigelsesindsats", siger Erik Nielsen.
Kommunernes Landsforening opfordrer beskæftigelsesministeren til at se på de forslag til en forenkling af regelsættet, som Arbejdsmarkedsudvalget udgav sidste år.