Personer, som lider af en alvorlig sygdom, men som alligevel er i stand til at holde kontakten til arbejdsmarkedet via et deltidsjob, skal til samtale på jobcentret hver fjerde uge.
Sådan lyder regeringens oplæg til en reform af reglerne, der skal omlægge indsatsen over for ledige kontanthjælps- og sygedagpengemodtagere.
Men den idé er helt ude i hampen, mener Kommunernes Landsforening (KL) der anslår, at det vil give 100.000 "nyttesløse samtaler". Det skriver Jyllands-Posten.
Hidtil har syge medarbejdere på deltid kunne nøjes med samtale hver 12. uge - og sådan skal det blive ved at være, mener kommunerne.
"Det er spild af tid og gør det til et håbløst bureaukrati. Regeringen bør erkende, at den har lavet en fejl, så vi ikke skal spilde jobcentrenes ressourcer på omkring 100.000," siger formanden for KL's arbejdsmarkedsudvalg, borgmester Erik Nielsen (S), Rødovre.