På få år er antallet af plejehjem, der begår "alvorlige fejl" i forbindelse med medicinering af beboerne fordoblet.
Og det er ikke i orden, erkender Kommunernes Landsforening (KL).
- Det er ikke tilfredsstillende, at der gives forkert medicin, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget i KL og borgmester i Rebild Kommune, Anny Winther.
- Det er et stort problem, men det er også et rigtig vanskeligt område, siger hun.
Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen er antallet af plejehjem med alvorlig medicinsjusk steget fra 35 i 2007 til 70 i 2010.
Og ifølge Sundhedsstyrelsens ansvarlige for plejehjemstilsyn, ledende embedslæge Henrik Trykker, så er fordoblingen faktisk "en lille succes", fordi kommunerne ansætter dårligere og dårligere uddannet personale for at spare.
Samme kritik kommer fra fagforbundet FOA, som organiserer 200.000 primært offentligt ansatte:
- De kortest uddannede er social- og sundhedshjælperne, som har en ganske udmærket uddannelse i øvrigt, men de er ikke decideret sundhedsuddannnet, siger sektorformand Karen Stæhr.
- Og dem ansætter kommunerne langt flere af end social- og sundhedsassistenterne, som ved noget om medicin og farmakologi i øvrigt. Og det handler om, at den ene faggruppe er billigere end den anden, siger Karen Stæhr.
Men det afviser Anny Winther.
- Det er korrekt, at sundhedshjælperne ikke er uddannet til at tage sig af medicin. Men det gør de heller ikke. De uddeler den, siger Anny Winther.
Hun fæster sin lid til, at tingene bliver bedre, når man til næste år indfører et fælles medicinkort.
- Det gør, at de mange forskellige instanser, der ofte er inde over ældres medicin og plejeforløb, bedre vil kunne tale sammen, siger hun.
/ritzau/