De to danske golfspillere Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen bevarede lørdag håbet om en topplacering ved World Cup of Golf - VM for hold.
Efter en sløj anden runde, hvor danskerne faldt markant tilbage i feltet med en runde i 77 slag, fik de igen gang i det gode spil på tredjedagen.
Lørdag kunne danskerduoen således gå i klubhuset efter en runde i 66 slag - seks under par.
Dermed er de samlet ti slag under par, hvilket rækker til en 11.-plads, der deles med de to par fra Indien og Spanien.
Belgiske Thomas Pieters og Thomas Detry har før sidste runde søndag en solid føring i toppen af førertavlen. De er samlet 19 slag under par, hvilket er fem slag færre end de tre par, der deler andenpladsen.
Kjeldsen og Olesen lagde lørdag ud med en birdie på første hul.
Igen på femte hul blev det til en birdie. En eagle på syvende hul bragte danskerne helt op i førerfeltet. På det tidspunkt lå de på en delt fjerdeplads på førertavlen.
Selv om både Olesen og Kjeldsen fortsatte det stabile spil på de sidste ni huller, hvor de kunne notere en enkelt birdie, så faldt de stille og roligt tilbage i feltet.
Det skete, i takt med at flere af de førende par gennemførte deres runder.
Olesen og Kjeldsen, der vandt turneringen i 2016, afslutter søndag hold-VM med en omgang foursomes.
/ritzau/