Den danske golfspiller Søren Kjeldsen spillede søndag en skidt runde, da European Tour-turneringen Irish Open blev afsluttet.
Kjeldsen gik fjerde og sidste runde i tre slag over banens par på 72, og han ender samlet med at have gået turneringen i Nordirland i fem slag under par. Det rækker til en delt 62.-plads.
Thorbjørn Olesen havde en fin sidste runde, hvor han gik banen i fem slag under par. Med samlet otte slag under par ender han på 48.-pladsen.
Den spanske golfspiller Jon Rahm vinder turneringen, efter at han samlet set gik de fire runder i 24 slag under par.
Den nordirske golfstjerne Rory McIlroy var ikke med i weekendens finalerunder, da han fredag missede cuttet. Sidste år vandt McIlroy ellers turneringen, som han også selv er vært for via the Rory Foundation, der støtter børn i nød.
Danskerne Thomas Bjørn, Lasse Jensen samt Lucas Bjerregaard blev også siet fra fredag og var dermed ikke en del af finalerunderne.
/ritzau/