Kjeldsen holder sig i toppen trods sin dårligste runde
GOLF-UAE-MEN Khaled Desouki/Ritzau Scanpix
Golfspilleren Søren Kjeldsen kan øjne en topplacering i Abu Dhabi på trods af en halvsløj tredje runde.

Danske Søren Kjeldsen rækker fortsat ud efter en placering i toppen i European Tour-turneringen i Abu Dhabi.

Før fjerde runde er golfspilleren på en delt femteplads i turneringen, men tredje runde var langtfra optimal for danskeren.

Kjeldsen brugte 71 slag på at nå rundt på de 18 huller fredag. Det rækker til et slag under banens par, hvilket er hans hidtil dårligste runde i Abu Dhabi i år.

Samlet er Kjeldsen ti slag under par efter fredagens runde.

På trods af den gode placering er førstepladsen langt væk. Irske Shane Lowry fører turneringen med samlet 17 slag under par.

Det startede ellers fornuftigt for Kjeldsen, der lavede to birdies på de første syv huller. Resten af runden blev en halvflad omgang med to bogeys og blot en enkelt birdie.

Bedre gik det for landsmanden Thomas Bjørn, der sluttede fredagens runde tre slag under par. Han er samlet seks slag under par på en delt 25.-plads.

På en delt 50.-plads følger Lucas Bjerregaard, der samlet er tre slag under par før sidste runde lørdag. Og endelig er Joachim B. Hansen to slag over par.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News