Den danske golfspiller Søren Kjeldsen nærmer sig toppen af feltet ved Qatar Masters på European Tour. Med tre under par leverede Kjeldsen fredag igen en god runde i turneringen og rykkede dermed 25 pladser frem i feltet, så han nu indtager en delt 29. plads. Det giver håb om, at danskeren endnu engang kan nå en topplacering på European Tour.
Der er dog stadig et pænt spring frem til de forreste. Sydafrikanske Retief Goosen fører stadig turneringen sammen med australske Richard Green, der spillede sig op i front i fredagens runde. De er begge otte slag bedre end Kjeldsen.
Turneringens anden dansker Søren Hansen klarede ligeledes cuttet, men indtager dog en mere beskeden 64. plads.
Dagens overraskelse leverede sidste uges vinder af Abu Dhabi Golf Championship, engelske Paul Casey, der til gengæld ikke klarede sig videre til weekendens runder.