Hvis det står til den tidligere Chelsea-spiller Jakob Kjeldbjerg, så skal den kommende mand i trænersædet på Stamford Bridge hedde Frank Rijkaard.
"Det kunne være skide sexet at få sådan en mand til klubben. Han er spændende, fordi hans Barcelona-hold spillede så helt fantastisk, det kunne jo være sjovt at kopiere det," siger Jakob Kjeldbjerg til sporten.tv2.dk.
På trods af begejstringen for hollænderen har Kjeldbjerg svært ved pege på, hvori hollænderens kompetencer ligger.
"Hvad er det, han kan, som Scolari ikke kunne? Frank Rijkaard skal jo også have tid til at finde ud af det," siger han til hjemmesiden.
Favorit til trænerjobbet i Chelsea er imidlertid en anden hollænder, nemlig den nuværende russiske landstræner, Guus Hiddink.