Socialdemokraterne får nu opbakning fra Dansk Folkeparti til deres integrationsforslag, som bl.a. skal tvinge indvandrerfamilier til at sende deres børn i vuggestue og børnehave.
"Vi skal nu bruge krav i forhold til integration, da vi ikke skal have, at børn og unge vokser op til den bandekriminalitet, som vi ser i disse tider," siger Pia Kjærsgaard til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Vi skal ikke acceptere parallelsamfund og ghettobebyggelser. Der skal være tvungen danskundervisning, og man skal indgå i en demokratiproces og begynde meget tidligt med at få børn ind i daginstitutioner, hvor de kan få kontakt med danske familier," lyder det fra DF-formanden.
Hun vil nu tage et møde med velfærdsminister Karen Jespersen (V) for at få sat gang i nye tiltag på integrationsområdet.
"Jeg tror, at Karen Jespersen vil gå videre med forslaget, hvis Dansk Folkeparti presser på," siger Pia Kjærsgaard.
Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen, der står bag ghetto-forslaget, ønsker dog ikke et møde med Karen Jespersen. Hun fremsætter nu forslaget i Folketinget og opfordrer Dansk Folkeparti til at stemme for.