De spillere, der i onsdags udgjorde det danske landshold mod Slovakiet i stjernernes konfliktbetingede fravær, skal ikke forvente en tak fra landsholdets sædvanlige anfører, Simon Kjær.
Det siger Kjær efter Danmarks 2-0-sejr over Wales i Nations League.
- Man tager en side i en konflikt. Jeg kan læse, at de forventer en tak. Men vi kan ikke takke dem, for det var ikke vores side, de tog.
- At de sagde ja til at spille, gjorde at vi ikke kunne komme på banen. Havde de sagt nej, kunne det være, vi kunne have fundet en løsning, siger Simon Kjær til tv-stationen 6'eren.
Umiddelbart efter uddybede han citaterne over for den skrivende presse.
- I min verden var det aldrig nogensinde det rigtige landshold. Det er også derfor, at jeg siger, at vi nu er ubesejrede i 20 kampe (i ordinær tid, red.). Jeg tror også, at I er klar over, at jeg ikke bakkede op om dem (landsholdsvikarerne, red.).
- Det kan godt være, at der blev sagt, at man gik ind og spillede og ikke tog en side i sagen og deltog i konflikten, men det gjorde man.
- Jeg vil hellere sige tak til de 990 personer, der sagde nej inden. Det har ikke været nemt for dem, siger Simon Kjær.
Ud fra et egoistisk synspunkt kan han godt forstå, at nogle spillere valgte at stille op.
- En af mine bedste venner spiller i 2. division, og han fik også tilbuddet, og hvis han skulle se egoistisk på sagen, så kunne han da godt se, at han aldrig får en mulighed for at spille en landskamp.
- Så jeg kan sagtens sætte mig ind i deres sted, men det er ikke ensbetydende med, at jeg er enig med dem.
Men er du ikke glad for, at kampen blev afviklet?
- Jo. Men jeg ville gerne selv have spillet den, siger Simon Kjær.
Hvis Danmark havde meldt afbud til kampen, ville det medføre en disciplinærsag hos Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Det kunne have ført til udelukkelse af Danmark i Nations League og EM-kvalifikationen.
/ritzau/