Så er der godt nyt til landets fodboldfans, for det danske supertalent Simon Kjær er igen på træningsbanen i Sydafrika.
Det så ellers sort ud, da Kjær blev båret fra banen under Danmarks testkamp mod Senegal, men forsvarsspilleren mener ikke, at han er sat meget tilbage.
"Det er klart, at jeg er gået glip af noget taktisk, men jeg har været med nogen tid, og derfor ved jeg, hvilke tanker Morten (Olsen, red.) har i hovedet. Jeg har jo spillet mine kampe i år, så det er ikke formen, jeg går ned på," siger Simon Kjær til tipsbladet.dk.
Allerede fra i morgen kan Simon Kjær træne med for fuld skrue, og Palermo-forsvaren regner bestemt med stadig at kunne bidrage til landsholdstruppen.
"Nu kører jeg med i dag, men jeg har egentlig ikke snakket med Doc (læge Søren Kaalund, red.) om, hvad der skal ske i morgen, men jeg regner med at køre på nu," siger Kjær.
Ifølge Simon Kjær er det ikke urealistisk med seks point i kampene mod Japan og Cameroun, og dermed afhænger det hele af kampen mod Holland, som spilles mandag den 14. juni.