Kittel afviser Sagan i hektisk afslutning i Italien

Peter Sagan kom tæt på, men det blev til endnu en andenplads til den slovakiske verdensmester.
Marcel Kittel var hurtigste mand, da 6. etape af Tirreno-Adriatico skulle afgøres.
Marcel Kittel var hurtigste mand, da 6. etape af Tirreno-Adriatico skulle afgøres. Foto: Dario Belingheri/arkiv/Scanpix

Marcel Kittel (Katusha) sprintede sig mandag til sin anden etapesejr i årets udgave af etapeløbet Tirreno-Adriatico.

I en tæt massespurt på 6. etape henviste han verdensmesteren, Peter Sagan (Bora-Hansgrohe), til andenpladsen, selv om Sagan kom buldrende hen mod stregen.

Et stort styrt prægede afslutningen på mandagens etape. Blandt andre colombianeren Fernando Gaviria (Quick-Step) var involveret og missede dermed afslutningen på etapen.

Faktisk var Sagan også fanget bag styrtet, men han fik kæmpet sig op og endte som toer for tredje gang i løbet.

Løbet føres af polske Michal Kwiatkowski (Sky), der har et forspring på tre sekunder ned til Damiano Caruso (BMC), mens Movistars Mikel Landa ligger 23 sekunder fra Kwiatkowski på tredjepladsen.

En flad enkeltstart på ti kilometer danner tirsdag ramme om afslutningen på det italienske etapeløb.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.