Kitt Holm er maler og arbejder fra klokken syv om morgenen til kokken tre om eftermiddagen. Hun håber ikke, at hendes mester får lov til at kræve af hende, at hun bliver til klokken fire i nogle uger.
- Den hårdeste time er fra klokken to til klokken tre. Hvis der kommer en time oveni, bliver det virkelig hårdt, siger den 48-årige maler, som har 20 år tilbage på arbejdsmarkedet.
I dag kan en arbejdsgiver i byggebranchen tvinge sine medarbejdere til at arbejde over, hvis særlige situationer kræver det. Og mange steder bliver der indgået frivillige aftaler om fleksible arbejdstider.
Men den nye overenskomst får arbejdsgiverne mulighed for at tvinge medarbejderne til at arbejde en time mere om dagen, hvis det ikke er muligt at indgå en frivillig aftale. Overarbejdet skal både afspadseres og kompenseres med overtidsbetaling. Men det kræver ikke en særlig situation, da overarbejdet netop er systematisk.
- Jeg holder ikke tyve år endnu, hvis de smider systematisk overarbejde oveni min arbejdstid, siger Kitt Holm.
Håber meget på nej
Kitt Holm har selv stemt nej til den nye overenskomst, og det håber hun også, de fleste andre privatansatte lønmodtagere har.
- Jeg håber meget på, at det bliver et nej. Nej til systematisk overarbejde, siger hun.
Selv er hun mest bekymret for, at kroppen ikke kan holde til at arbejde en ekstra time om dagen i nogle uger.
- Jeg har allerede et dårligt knæ, og nu begynder jeg også at mærke det i armene. Det er et hårdt fag, siger hun.
Men hun er også bekymret for de yngre kollegaer, og hvordan de skal få familielivet til at hænge sammen, hvis mester kan bestemme, at i næste uge skal de blive en time længe på arbejde.
- Vi møder klokken 7, så de kan dårligt nok nå at aflevere børnene i institutionen. Hvis de først får fri klokken 16 og er hjemme klokken 17, så er institutionerne jo nærmest lukket, før de når at hente deres børn igen, siger hun.