'Sonic Boom Over Europe: From The Beginning To The Boom' er navnet på Kiss' kommende turne, og de lægger også vejen forbi Danmark.
Til sommer har man muligheden for at opleve de fire malede ansigter i Gigantium i Aalborg.
Bandmedlemmerne Paul Stanley og Gene Simmons har offentliggjort, at de kommer forbi den jyske by den 16. juni 2010 sammen med de to andre fra bandet Tommy Thayer og Eric Singer.
Turneen er sat i gang for at fejre 35 års jubilæet for deres livealbum 'Alive' fra 1975. Det skriver Gaffa.
Desuden skal de fire rockmusikere promovere albummet 'Sonic Boom', der udkom i oktober måned. Albummet er det første i 11 år fra bandet, og fik med det samme en god placering på den amerikanske albumhitliste.