Den 67-årige sanger og skuespiller Kirsten Siggaard befinder sig godt i sit godt fire år gamle solo-liv. Det fortæller hun til Her og Nu.
– Jeg behøver ikke nødvendigvis at bo sammen med nogen. At kunne gå ud med nogen, så er jeg faktisk godt tilfreds, siger Kirsten Siggaard.
Hun blev skilt fra sin mand efter 38 års ægteskab, Jørgen Andersen, i 2017. Men har altså endnu ikke fundet sammen med en anden mand.
Og det på trods af, at hun siden sidste år har været på datingappen Tinder.
Der fik hun oprettet en profil, da hun deltog i TV3-programmet "Til middag hos" sammen med Anders Stjernholm, Annette Heick og Michael Maze.
– Jeg kigger stadig på den en gang imellem, og har været ude at drikke kaffe nogle gange, fortæller Kirsten Siggaard til Her og Nu og tilføjer:
- Jeg er jo ikke bange for at møde nye mennesker, men det er ikke for enhver pris, at jeg går ind i et nyt forhold. Tænk sig, hvis der kom en, som ville bestemme over mig?, siger hun og slutter af med, at sige, at hun har det godt alene.
I slutningen af november skal Kirsten Siggaard være gæstesolist på en julekoncertturné med Paul Potts. Han blev verdenskendt, da han vandt "Britains Got Talent" i 2007.