Et rekord stort antal danskere valgte sidste år at sige farvel til salmesang og kirkeskat.
Hele 14.325 danskere melde sig nemlig ud af folkekirken, hvilket er en stor stigning i forhold til året før, hvor tallet var 9.742. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Tallene kommer ikke som nogen overraskelse for lederen af Folkekirkens Infocenter i Københavns Stift, Karen Schousboe.
"Jeg var godt klar over, at der var en stigning på vej henover det sidste års tid. Stigningen begyndte for alvor i efteråret 2008, lige præcis da krisen begyndte at presse i danskernes økonomi. Og så kan vi se, den fortsætter gennem 2009," siger Karen Schousboe til Newspaq.
Det er især de 20-49-årige samt københavnere, der skæpper til bunkerne af udmeldelser i 2009. Hele 22 procent af udmeldelserne skete i København. Dermed er der dobbelt så mange, der har meldt sig ud som i resten af landet.
"Det er nogle konkrete udmeldelser. Vi ser det meget, når unge mennesker flytter hjemmefra og skal tage deres tilværelse op til overvejelse. Og så sker det også, når de lidt senere køber deres første hus og derfor er i en mere eller mindre presset situation. Så er der nogle, der griber til denne løsning ved at barbere budgettet," siger Karen Schnousboe.
Men det er ikke kun krisens skyld, at danskerne ikke gider kirken, mener de Konservatives kirkeordfører, Rasmus Jarlov.
"Folkekirken har desværre gjort sig mest bemærket i 2009 gennem nogle sager, hvor den har deltaget i en politisering, som jeg tror, en hel del danskere synes, har været upassende," siger Rasmus Jarlov til Berlingske Tidende. Han refererer til den betændte politiske sag om de afviste asylansøgere, der opholdt sig i Brorsons Kirke, efter at de var blevet udvist fra Danmark.
Karen Schousboe er dog optimistisk i forhold til fremtiden, og tror at tallet vil ændre sig igen, når krisen har lagt sig.
"Vi kan se over de sidste 20-30 år, at tallet går op og ned. Der er hele tiden ud- og indmeldelser," siger Karen Schousboe.