Kirkens parter har onsdag sendt et brev til kirkeminister Louise Schack Elholm (V). I brevet går parterne mod regeringens forslag om at afskaffe store bededag som en helligdag.
Parterne - der tæller Provsteforeningen, Præsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd, stiftsrådene, Indre Mission, Grundtvigs Forum, Tidehverv og biskopperne - kalder forslaget et "markant brud" med traditionen.
Siden indførslen af grundloven i 1849 har der nemlig været en forståelse for, at regeringen og folketinget har hørt folkekirkens parter, "når der blev lovgivet om folkekirkens ydre anliggender, lyder det blandt andet i brevet.
Derfor bliver forslaget også mødt med "forundring og skuffelse", fremgår det af brevet.
- Vi vil fremover kæmpe for, at folkekirkens tradition for samtale, diskussion og inddragende demokrati ikke lider skade ved dette tillidsbrud, og vi håber og beder til, at der fremover vil være et mod til at fortsætte den danske samfundsmodel, der er kendetegnet ved samtale og inddragelse, står der afslutningsvis i brevet.
Sidste uge kom landet biskopper med et lignende budskab til kirkeministeren og regeringen, men nu har resten af de kirkelige organisationer altså tilsluttet sig appellen.
Efterfølgende sagde Louise Schack Elholm, at hun vil mødes med biskopperne. Samtidig åbnede hun op for, at store bededag kan forblive som gudstjenestedag og i "Den Danske Alterbog".
Ministeren har planlagt et møde med landets biskopper fredag i denne uge. Her vil hun gerne lytte til deres råd og holdninger, fortæller hun.
Store bededag er kendt for at være en stor konfirmationsdag.
Også fagbevægelsen og partierne uden for regeringen har kritiseret forslaget om at afskaffe en helligdag.
/ritzau/